|
Et gammelt ordsprog siger, at vi er
dømt til at gentage vore
fejltagelser, hvis vi ikke lærer af
historien. Det gælder også for
socialpædagogik: hvis vi ikke kan se
og beskrive, hvad vi gør og
hvad der sker, er det svært
at blive bedre til at håndtere det
socialpædagogiske arbejde.
Og det er de mest afhængige
mennesker, der betaler prisen, hvis
vi ikke er dygtige nok til at
beskrive, hvad vi gør. For eksempel
de udadreagerende udviklingshæmmede
som kan blive tvunget ind i en
magtanvendelse, hvis vi ikke lærer
at aflæse deres ”adfærdsrebus”.
Derfor er det helt afgørende, at vi
kan lave en helhedsvurdering af
vores tilbud, dvs. hvad vi gør og
hvad der sker. Det er simpelthen en
nødvendig del af det
socialpædagogiske arbejde.
Der tales i disse år meget om
evidens.
Evidens er en måde til
systematisk:
§
At vurdere kvaliteten af forskning
og undersøgelser af effekter.
§
At sammenfatte den mest sikre viden
og skære den mindre sikre viden fra.
Evidens er en metode til at veje
og måle mange metoder og indsatser
mod hinanden. Formålet er at finde
frem til det, der giver det bedste
resultat. Men kan man på den måde
måle den pædagogiske praksis og
hverdagens relationsarbejde?
Der er forhåbentlig ingen, der er
uenige i, at det er vigtigt at finde
frem til metoder, der giver det
bedste resultat for den enkelte
borger. Problematikken om evidens i
det socialpædagogiske arbejde er
bare, at tankegangen bag evidens
alene bygger på en
medicinsk-naturfaglig
forståelsesramme – dvs. noget med at
blive rask i betydningen ”ikke syg”.
Og at man i dette perspektiv kan
finde frem til den mest effektive
sygdomsbehandling – en
standardiseret behandlingsmetode.
Når det handler om menneskelige
relationer og enkelte mennesker er
situationen bare meget mere
kompleks. For her handler det
socialpædagogiske arbejde om at
skabe relationer og hjælpe borgeren
med at lære adfærd og kompetencer,
som gør det muligt for ham eller
hende at skabe gode relationer og
sin egen livskvalitet. Derfor er for
eksempel magtanvendelse over for et
udadreagerende måske den mest
effektive metode til at stoppe en
situation her og nu, men – udover at
det (endnu) ikke er tilladt og etisk
forkert – ikke noget, der hjælper
den pågældende til at agere på en
hensigtsmæssig måde.
Vi er altså nødt til at kunne se og
analysere, hvilke signaler og
situationer, der er med til at
udløse den udadreagerende adfærd,
f.eks. angst eller impulsstyring, og
så herudfra at begynde det
socialpædagogiske arbejde med at
lære den pågældende andre måder at
handle på. Det betyder, at vi er
nødt til at kunne tilrettelægge
udviklingsforløb i forhold til den
enkelte borger ud fra en ”afkodning
af dennes adfærdsrebus” og
relationer. Eller sagt på en anden
måde: vi skal kunne se og beskrive,
hvad vi gør og hvad
der sker, for at kunne arbejde
socialpædagogisk.
Derfor er
dokumentation i det
socialpædagogiske arbejde
vigtigt. Det kan næsten være som at
løse en kriminalgåde, hvor vi kigger
efter sammenhænge og mønstre for at
finde frem til løsningen. Det kan
kun gøres, hvis man har god
dokumentation og beskrivelser.
Dokumentation er en forudsætning for
kvalitet i det socialpædagogiske
arbejde.
Temadagen den 6. februar 2007:
Hvordan laver du en
helhedsvurdering af jeres tilbud til
udviklingshæmmede? handler om
denne problematik og giver nogle bud
på, hvordan du kan arbejde med den
individuelt baserede dokumentation
og vurdering af tilbuddet:
§
Evidensproblematikken i forhold til
socialpædagogisk arbejde
§
Dokumentation og at bruge andres
erfaringer
§
Kvalitetsudvikling og at se hvad der
sker
§
Systematisk evaluering af
socialpædagogiske tilbud
Udgangspunktet er arbejdet med
udviklingshæmmede.
|
